Hvilken sovepose skal jeg vælge?
Valg af sovepose
Når man skal købe en sovepose, er der mange ting at tage stilling til: Skal fyldet være dun eller fiber? Hvad skal den bruges til (og dermed, hvor varm skal den være)? Hvor vigtig er en lav vægt og et lille pakvolumen?
Lad det være sagt med det samme: vi er glade for dunsoveposer! Fiber er godt, men dun er fantastisk!
Vægt & fylde
Dunsoveposen fylder væsentligt mindre i sammenpakket tilstand og vejer væsentligt mindre. Begge dele plejer at være rigtigt vigtige for folk der selv skal bære soveposen i deres rygsæk.
Hvad er dyrest?
En dunsovepose koster umiddelbart mere, da den er vanskeligere at fremstille og dun er dyrere end fiber. Dog bevarer en dunsovepose sin isolationsevne i betydeligt længere tid end en fibersovepose, idet den ikke “falder sammen” lige så hurtigt. Sammenholdes købsprisen med levetiden, er en dunpose snarere billigere.
Fugt og vand
Dunsoveposer er mere følsomme overfor fugt. I fugtige omgivelser kan en dunsovepose miste lidt af sine isolerende egenskaber og bliver posen gennemvåd, mister den enhver isolationsevne og er umulig at tørre uden tørretumbler. En gennemvåd sovepose er dog et sjældent syn. Det kræver, at den falder i vandet, ligger ude i regnen eller at dit telt er meget utæt! Soveposer med fiberfyld mister også det meste af deres isolationsevne, hvis de bliver gennemvåde, men de kan håndvrides og tørre i solen, mens du er på tur.
Fibertyper
Der udvikles stadigt bedre fibertyper, der langsomt vinder ind på dunenes førerposition. De bedre af slagsen er som regel dyrere at fremstille: jo lettere/mere komprimerbare, jo højere pris.
Dunkvalitet
I soveposer anvender man termen fyldkraft eller fyldvolumen for at angive kvaliteten. Det måles ved, at en given mængde dun hældes i en cylinder og belastes med et stempel af en vis vægt. Det rumfang dunene derefter optager, er deres fyldvolumen. Det angives i kubiktommer pr. ounce. Fyldvolumenet for dunene i vores soveposer ligger mellem 550 og 900. Dette er meget høje tal og der fremstilles reelt ikke dun med et højere fyldvolumen end 900.
Dunsoveposekonstruktion
Alle vore dunsoveposer, på nær de helt superlette, er fremstillet uden gennemsyninger. Der er monteret mellemvægge mellem yder- og inderstoffet i soveposen for at undgå varmetab gennem syningerne. Mellemvæggene kan være lodret eller skrå. Skrå mellemvægge holder dunene bedre på plads, men er vanskeligere at fremstille og derfor dyrere. Mellemvæggene og inder- og yderstoffet danner et antal kamre, der holder dunene jævnt fordelt i posen.
Temperaturangivelser
Dette har traditionelt været et mareridt med forskellige producenter med hver deres målemetode, hvilket umuliggjorde sammenligninger. Idag er de fleste dog enige om at benytte EN13537 standarden. Her sover en dukke i soveposen og man finder frem til:
• EN 13537 Upper Limit: den højeste temperatur ved hvilken det vurderes at en ‘standard’ voksen mand, kan få en komfortabel søvn uden svedeture.
• EN 13537 Comfort rating: temperaturen ved hvilken det vurderes at en ‘standard’ voksen kvinde kan få en komfortabel søvn.
• EN 13537 Lower Limit: den laveste temperatur ved hvilken det vurderes at en ‘standard’ voksen mand, kan få en komfortabel søvn.
• EN13537 Extreme rating: temperaturen ved hvilken det vurderes at en ‘standard’ voksen kvinde kan overleve natten.
Disse temperaturer skal imidlertid tages med et gran salt. Der er store forskelle fra person til person, og ens evne til at holde varmen afhænger af mange andre ting end soveposens evne til at hindre varmetab. Liggeunderlagets karakter har indflydelse. Den fysiske udmattelsesgrad har betydning. Klimaet spiller ind: Er kulden tør eller fugtig? Den beklædning du sover i, gør sig gældende. Vindforholdene har konsekvenser.