Hermed et nyhedsbrev fra Holbo gruppen. Nyhedsbrevet er et nyt tiltag for at øge kommunikationen med specielt de pårørende til vores spejdere. Vi ønsker at informere mere om hvad det er der sker i gruppen på tværs af grenene, for at I får et bedre billede af helheden og for at skabe en tættere relation til jer. I er en vigtig medspiller i at få gruppen til at fungere.
Ny gruppeleder
I juni måned havde bestyrelsen sit årlige “strategimøde” hvor vi tog fat i nogle centrale emner, heriblandt behovet for en ny gruppeleder. Efter at Tonny, Peter og Kim har delt rollen de sidste år, har vi haft ønsket om en dedikeret gruppeleder, som vi så fandt i august.
Før vi præsenterer ham, vil vi gerne udtrykke et stort TAK til både Peter og Kim, men især Tonny, som i rigtig mange år har haft en ledende rolle i Holbospejderne. Hvad Tonny har bidraget med i gruppen er enormt og vi vil altid være taknemmelig for det arbejde. Tonny fortsætter i gruppen - dog i et mindre omfang end tidligere.
Men lad os nu sige velkommen til vores nye gruppeleder: Nikolaj Mundbjerg Odel.
Nikolaj har en forholdsvis kort historik i Holbo. Han startede som forælder til Mathilde i familiespejd, hvorfra han valgte at blive familiespejd leder. Herefter - efter et lille år - valgte han at stille op som gruppeleder. Det er vi rigtig glade for. Nikolaj kommer med en god energi og masser af nye tanker, som bliver taget godt imod af ledergruppen.
Medlemmer i Holbo Gruppe
Efter sommerferien rundede vi et skarpt hjørne, da vi samlet set talte 100 spejdere - noget der ikke er set i nyere tid i Holbo Gruppe. Dette er vi naturligvis utrolig stolte af og glade for. Men det har også haft den konsekvens, at vi har truffet den beslutning, at vi har indført venteliste for børn der ønsker at blive Familiespejdere eller Minispejdere. Her har vi nået loftet for, hvor mange børn (og forældre i Familiespejd) vi kan have i grenene, i forhold til antallet af ledere.
Udskiftning og rotation i ledergruppen
Siden denne sommer og henover de næste par måneder vil der være flere ledere som forlader Holbo Gruppe.
Ulrik valgte i sommer at trække sig fra gruppen. Han er efterfølgende blevet en del af Ramløse spejderne som juniorleder.
Peter og Signe har valgt at trække sig som ledere efter jul, da de begge bor og arbejder langt fra Helsinge, og vil have rigtig meget at se til - både med arbejde og studier.
Vi vil rigtig gerne sige TUSIND tak til Ulrik, Peter og Signe for deres kæmpe indsats i gruppen i sammenlagt RIGTIG mange år. Vi ønsker dem alle tre al mulig held og lykke fremover - og håber selvfølgelig at de kommer tilbage til os på et senere tidspunkt.
I mellemtiden har vi fået tilgang af Melanie, Camilla og Wanda.
Melanie startede som forælder i Familiespejd, men har efterfølgende budt sig til som leder i mikrogrenen. Melanie har en masse erfaring med at arbejde med socialt udsatte unge og har en stor passion for friluftslivet.
Camilla kom til Holbo efter at være flyttet til Nordsjælland. Hun har tidligere været spejderleder hos både Viby-spejderne og Tranerne i Aarhus samt Lersøparkspejderne i København. Hun kommer altså med masser af spejdererfaring, som vi uden tvivl kommer til at nyde godt af i gruppen.
Wanda begyndte som Tropsspejder hos os i starten af 2023 og er i sommer rykket op i Klanen. I den forbindelse har Wanda udvist initiativ og interesse for at blive leder i gruppen. Det er selvfølgelig noget vi ønsker at bakke op om, og vi har derfor i fællesskab fundet en plads til Wanda i Familiespejd.
I forbindelse med at Nikolaj er startet som gruppeleder, har han haft et ønske om at danne en mindre gruppeledelse. Den kommer fremover til at bestå af Ane, Camilla og Isabella - som alle er tiltrådt som Gruppeassistenter.
Efter nytår forventer vi at vores ledere kommer til at fordele sig på grenene således:
- Familiespejder
- Katja
- Wanda
- Mikro
- Melanie
- Karsten
- Mads (stopper til februar)
- Mini
- Ane
- Kristian
- Therese
- Junior
- Camilla
- Valdemar
- Michael
- Trop
- Isabella
- Nikolaj
- Klan
- Isabella
Opdeling af Mikro og Mini grenene
Vi har i ledergruppen talt om muligheden for at opdele mikro- og minigrenene, mere end de er nu. Formålet med det er at lave nogle forløb til spejderne, som passer bedre til deres alder. Der er nu engang forskel på, hvad en 6-årig og en 10-årig bør lære som spejder. Det er vi nu så småt i gang med at udføre. Møderne forbliver - for nu - på samme tidspunkt, og grenene starter og slutter møderne sammen. Men indholdet af møderne vil for det meste være forskelligt. I fremtiden vil der også blive lavet to forskellige Facebook grupper til hver af disse grene. Mere herom på et senere tidspunkt.
Vi mangler ledere
Som nævnt tidligere har vi været nødt til at rykke rundt på nogle ledere i grenene, for at få kabalen til at gå op. Derudover ved vi allerede nu, at Mads stopper til februar, da han skal ud og rejse og derefter flytter til Fyn.
Derudover har et par af vores andre ledere valgt at trappe midlertidigt ned pga. personlige årsager.
Alt dette er årsag til, at vi lige nu står med et akut behov for nye ledere i mikro- og mini grenene.
Derfor kommer vi med en opfordring til de voksne som går med en leder gemt i maven eller en vis nysgerrighed - Kom og vær med! Lad os tage en snak om det. Man behøver ikke at have været spejder hele livet, men man må selvfølgelig gerne. Læs mere om, hvad det betyder at være leder og hvad vi kan tilbyde dig i Holbo Gruppe, på vores hjemmeside: https://www.holbospejderne.dk/bliv-leder-i-holbo-gruppe
Bæredygtighed
I Holbo Gruppe satte vi os i 2023 et mål for, at vi ønsker at være mere bæredygtige på flere forskellige punkter. Det har vi fået skrevet ind i vores “Røde tråd” som er vores guide til, hvad vores fokuspunkter er i gruppen lige nu.
Det har bl.a. resulteret i at vi hos Familiespejd har oprettet en kompostbunke lige ved siden af den lille træhytte ved indgang til vores grund (for enden af parkeringspladsen). I skal være velkommen til at tage jeres kompost med og lægge det i vores bunke.
Vi har derudover også indkøbt nogle nye affaldsspande, så vi kan begynde at sortere noget af vores affald. Da Gribskov Kommune endnu ikke har indført affaldssortering, bliver dette dog ikke hentet på nuværende tidspunkt. Så skulle du som forælder have lyst til at hjælpe os, skal du være velkommen til at tage noget af dette sorterede affald med op til genbrugspladsen i Skærød.
Vi har flere tiltag på vej i gruppen - bl.a. har vi behov for et større køle/fryseskab. I den forbindelse har vi planer om at udskifte det vi har (og give det til nogle andre der kan få gavn af det) og selv købe et der har en bedre energimærkning (forhåbentlig A+ mærket).
Kommunikation
For fremtiden har vi til hensigt at arbejde noget mere fokuseret med kommunikationen ud mod forældrene i gruppen. Det vil vi bl.a. gøre gennem disse nyhedsbreve, som også vil kunne findes på vores hjemmeside. Derudover vil hjemmesiden i højere grad blive brugt til at dele forskellige informationer. Vi har bl.a. opdateret de sider der omhandler grenene, så man kan se, hvem der er leder hvor. Og derudover har kalenderen fået en gennemgang, så man fremover kan se hvornår der er spejdermøder, ture, kurser, sommerlejre osv. Indtil videre er den opdateret året ud - men den vil snarest blive opdateret med information frem mod sommer.
Hilsen fra bestyrelsen
Til sidst en lille hilsen fra bestyrelsen. Vi har desværre haft lidt frafald af forældrerepræsentanter og er p.t. kun tre tilbage (inkl. formand). Vi mangler specielt repræsentanter for familiespejd, mikro og junior grenene, men også de andre grene må gerne repræsenteres stærkere. Så hvis du er nysgerrig på, hvordan et bestyrelsesmøde forløber og hvordan man kan få indflydelse på gruppens retning og hvad der sker, så er du velkommen til at deltage i næste bestyrelsesmøde d. 6.2.2025. Vil du med? Så tag fat i Dirk Bucka-Lassen (email: dibuckdk@gmail.com). Hvis du synes det er noget for dig, kan du vælges ind i bestyrelsen til vores grupperådsmøde d. 20.2.2025 🙂
Vi håber dette nyhedsbrev giver jer et billede af hvad der sker i gruppen for tiden. Vores ambition er at lave et nyhedsbrev en gang hvert kvartal.
Hvis I har input eller kommentarer til nyhedsbrevet eller andet, så henvend jer til undertegnede.
Med venlige Holbo-hilsener,
Nikolaj og Dirk
Gruppeleder og Forperson